Grønne leguaner er hjemmehørende i Mellem- og Sydamerika samt på de Vestindiske Øer, hvor de lever højt oppe i træerne. I nyere tid er de også blevet introduceret til andre lande. På trods af deres klodsede udseende er leguanerne både adrætte og hurtige, når det er nødvendigt. Deres skarpe tænder gør dem til effektive forsvarere, men deres primære forsvar er deres lange hale de kan bruge som pisk. Halen kan ligesom firben smides, som distraktion for trusler.
Leguanernes farve varierer fra grøn til brunlig og de unge er ofte markant mere grønne end de voksne. Deres syn er fremragende, og de har et tredje øje på toppen af hovedet, som registrerer lysmængden. For attrives kræver leguaner temperaturer mellem 25°C og 35°C og bevæger sig derfor mellem sol og skygge i løbet af dagen.
Leguaner lever i strengt hierarkiske grupper, hvor den dominerende leguan har de højeste pladser i træerne, mens de andre opholder sig lavere nede. Deres kost består udelukkende af planter, primært blade. Yngletiden falder i den tørre periode, så ungerne klækker, når der er rigeligt med føde i den mere fugtige sæson.
Efter parring graver hunnen små huler til sine 10-30 æg, som hun efterlader uden yderligere omsorg. Klækningen sker efter 90-120 dage, og ungerne danner små grupper, hvor de bliver sammen i det første år. Fascinerende nok kan hunnen opbevare sæd og få flere kuld uden at skulle parre sig igen.