Den gyldenhovedede løvetamarin er en lille, men meget iøjnefaldende abeart, kendt for sit karakteristiske udseende og komplekse sociale liv. Arten tilhører silkeabe- og tamarinfamilien og er tæt beslægtet med den mere kendte gyldne løvetamarin.
Gyldenhovedet løvetamarin har en slank krop med lange lemmer og hale, og dens mest markante kendetegn er den gyldne til orange pels omkring hovedet, der danner en mankelignende “løvemanke”. Resten af kroppen er overvejende sort, hvilket giver en stærk kontrast til det lyse hoved.
Voksne individer har en kropslængde på omkring 20–37 cm, mens halen kan være op til 40 cm lang. Vægten ligger typisk mellem 500 og 700 gram. Halen bruges ikke til at gribe med, men spiller en vigtig rolle for balance, når dyrene bevæger sig hurtigt gennem trætoppene. Ligesom andre tamariner har arten kloelignende negle på fingrene, hvilket hjælper dem med at klatre og fastholde sig på grene.
Gyldenhovedet løvetamarin lever udelukkende i den atlantiske regnskov i det østlige Brasilien, primært i delstaten Bahia. Dette område er en af verdens mest truede skovtyper, og kun en lille del af den oprindelige skov findes i dag. Arten lever i både primær og sekundær skov, plantager og fragmenterede skovområder, så længe der er træer nok til at give føde og skjul. Dens evne til at tilpasse sig forskellige skovtyper har været afgørende for dens overlevelse, men den er stadig stærkt afhængig af sammenhængende levesteder.
Føden er meget varieret og består af frugt, insekter, edderkopper, små hvirveldyr, blomster og plantesaft. En særlig vigtig fødekilde er træsaft, som dyrene får adgang til ved at gnave i barken med deres skarpe fortænder. Insekter udgør en vigtig proteinkilde og findes ofte ved at gennemsøge bark, blade og hulheder. Denne alsidige kost gør arten relativt fleksibel i forhold til fødetilgængelighed.
Gyldenhovedede løvetamariner er udpræget sociale og lever i familiegrupper på typisk 4–8 individer. Grupperne består ofte af et dominerende avlspar og deres afkom. Arten er kendt for et usædvanligt samarbejdende ynglesystem, hvor alle gruppemedlemmer deltager i pasningen af ungerne. Hannerne spiller en særligt aktiv rolle og bærer ofte ungerne det meste af tiden, mens hunnen primært tager sig af diegivningen.
Hunnen føder oftest tvillinger efter en drægtighed på cirka 125–130 dage. Det er en stor fysisk belastning for hunnen, og derfor er gruppens hjælp afgørende for ungernes overlevelse. Ungerne udvikler sig hurtigt og begynder allerede efter få uger at udforske omgivelserne, men de forbliver afhængige af gruppen i flere måneder.
Adfærdsmæssigt er gyldenhovedede løvetamariner aktive i dagtimerne og tilbringer det meste af deres liv i trætoppene. De kommunikerer med hinanden gennem et rigt repertoire af lyde, ansigtsudtryk og kropsstillinger. Alarmkald bruges til at advare mod rovdyr som rovfugle og slanger, mens andre lyde styrker sociale bånd i gruppen.
Løvetamariner spiller en vigtig rolle i skovens økosystem ved at sprede frø fra de frugter, de spiser. På den måde bidrager de aktivt til skovens fornyelse. Deres unikke familiebånd er en bemærkelsesværdig egenskab, da ungerne sjældent ville overleve uden gruppesamarbejdet.
Gyldenhovedet løvetamarin er i dag klassificeret som truet på IUCN’s rødliste. De største trusler mod arten er tab og fragmentering af levesteder samt begrænset genetisk variation i små, isolerede bestande. Bevaringsprojekter arbejder derfor både med skovbeskyttelse, genetisk overvågning og avlsprogrammer for at sikre artens overlevelse på lang sigt.
