Harris høgen er en imponerende fugl der ligger lidt i sin egen klasse, da den nemlig er både ‘høge-agtig’ og ‘våge-agtig’ uden rigtig at være hverken eller. Den findes i både nord- syd- og central amerika hvor den lever i områder af åben skov, halvørken, savanne og kratland. Der er endda nogle enkelte steder hvor de lever i mangrovesumpe!
Disse høge er usædvanligt sociale rovfugle, der lever tæt sammen i faste grupper. I flokken hersker et tydeligt hierarki: øverst står den erfarne hun, som er den dominerende fugl. Dernæst følger den voksne han, og til sidst kommer ungerne fra tidligere år, som stadig lærer flokkens regler og jagtens kunst.
Det mest usædvanlige er nok deres jagtmetode, som har gjort dem kendt som værende ‘luftens ulve’ – de jager nemlig i flok! I små grupper bestående af to til seks fugle.
Harris-høge benytter sig af flere snedige jagtmetoder. I én taktik flyver en lille gruppe frem som spejdere. Når de har gennemsøgt området, tager en ny fugl over og fortsætter eftersøgningen. Sådan afløser de hinanden, indtil byttet til sidst er lokaliseret, fanget – og bagefter delt mellem flokkens medlemmer. En taktik når de har fundet byttet er at de omringer det i en ring, hvor hannerne oftest er på jorden. Pludselig bryder én af dem frem og skræmmer det ud af skjul, direkte ind i kløerne på de ventende artsfæller.
Disse fugle danner livslange par, og er monogame. Der har dog været diskussioner om de faktisk var polygame, da man ofte har set dem stå på ryggen af hinanden! Det er en usædvanlig adfærd som oftest bliver kaldt for ‘stacking’ eller ‘backstanding’. Ofte vil man nemlig se én fugl på en høj kaktus og to til tre andre stå ovenpå den. Nogle af de steder hvor høgen findes naturligt er der nemlig mangel på træer, og denne bizarre adfærd kan hjælpe dem med at spotte både fjender og potentielt bytte.