Kaninen stammer fra den europæiske vildkanin, som oprindeligt levede på Den Iberiske Halvø. Gennem mange hundrede år er kaninen blevet domesticeret og avlet i et utal af farver, størrelser og pelstyper, hvilket har gjort den til et af verdens mest udbredte husdyr. I dag holdes tamkaniner både som kæledyr, produktionsdyr og i zoologiske anlæg.
Kaninens krop er tydeligt tilpasset livet som byttedyr. Den har kraftige bagben, der gør den i stand til at springe hurtigt og langt, samt øjne placeret på siden af hovedet, hvilket giver et næsten 360 graders synsfelt. Kaninen tilhører gruppen af gnaverlignende dyr og adskiller sig fra egentlige gnavere ved at have to ekstra fortænder bag de øverste fortænder. Alle tænder vokser hele livet, og derfor er konstant adgang til groft foder afgørende for at sikre korrekt tandslid.
Fordøjelsessystemet hos kaninen er højt specialiseret og meget følsomt. Den er planteæder og lever primært af græs, hø, blade, urter og bark. Hø udgør den vigtigste del af kosten, da det både understøtter fordøjelsen og slider tænderne naturligt. Kaninen har en stor blindtarm, hvor bakterier hjælper med at nedbryde fiberrig føde. For at udnytte næringsstofferne fuldt ud producerer kaninen særlige bløde afføringspiller, kaldet cecotrofer, som den spiser direkte fra endetarmen. Dette er en helt normal og livsnødvendig del af dens biologi.
Adfærdsmæssigt er kaniner sociale og intelligente dyr. I naturen lever de i kolonier med komplekse tunnelsystemer, og tamkaniner trives bedst sammen med artsfæller. De kommunikerer primært gennem kropssprog, ørestillinger og bevægelser. Kaniner er mest aktive ved daggry og skumring, hvor de leger, udforsker og søger føde.
Tamkaniner kan blive mellem 8 og 12 år gamle, og nogle endnu ældre ved korrekt pasning. Kaniner kan dreje ørerne uafhængigt af hinanden for bedre at opfange lyde, springe op til tre gange deres egen kropslængde og lave en svag spindelyd med tænderne, når de er afslappede og trygge.
